Jeg meldte mig til 12-trins kurset, fordi jeg gang på gang stødte hovedet mod den samme mur, som medførte en begrænsende og drænende frygt, der berøvede mig handlekraft og frihed. I bund og grund gjorde det, at jeg ikke var ærlig overfor mine egne grænser og meget tit gik på kompromis med min integritet, noget som i længden sled på mit selvværd. Selvom jeg i starten var rimelig stolt i min attitude, for "jeg var da ikke helt så slemt tilredt som de andre", og troede, at jeg var "lidt for god" til denne type kursus, så gik det snart op for mig, at det var mig, der var den privilegerede. Det var en stor berigelse at følges med andre mennesker mod et liv i større frihed.
Min forventning var, at jeg endelig kunne blive et helt frit menneske ved at knokle med mit liv det bedste jeg havde lært i 12 uger, men desværre fandt jeg ikke den tid eller energi, som jeg havde planlagt at lægge i det. Det frustrerede mig meget, for hvordan skulle det så nogensinde lykkes for mig at få brudt de destruktive vaner i mit liv?
I stedet opdagede jeg, at Gud fordoblede min arbejdsindsats, når jeg gjorde arbejdet sammen med Ham. Han tog den bøn seriøst, som jeg havde bedt om hjælp til at komme videre på det punkt i mit liv, hvor jeg altid endte med at sidde fast. Jeg opdagede gradvist, at det rent faktisk ikke havde så meget med min arbejdsindsats at gøre, som Hans. Og, for måske første gang i mit liv, opdagede jeg, at Gud ville mig. Ikke fordi jeg knokler for at være et godt menneske eller prøver at være den bedste version af mig selv, men alene fordi jeg er mig og elsket i min "grundform". Der er ikke det, Han ikke vil gøre, for at jeg kan opleve at leve et liv i større og større frihed.
Så længe jeg kan huske, har jeg haft et billede af Gud som en dommer, der tog nøje bestik af, hvordan jeg forvaltede mit liv. Jeg har altid stræbt for at gøre Ham glad og tilfreds med mig, og jeg følte mig meget ofte ikke helt god nok i Hans øjne. Da vi nåede de sidste trin i forløbet, og jeg så tilbage på processen, kunne jeg se, at jeg stadig måtte arbejde med min karakterbrist, men jeg opdagede, at mit Gudsbillede til gengæld var ændret radikalt. Jeg havde i praksis fået lov at opleve Gud, som Han virkelig er. Ikke en Gud, der dømmer mig fra tilskuerpladsen i livets store løb, men en Far, der begejstret løber ved siden af banen, og hepper på mig hele vejen - når der er sejre, såvel som nederlag. Det har markant ændret mit Gudsforhold og jeg føler, at jeg igennem 12-trins kurset, ikke bare er kommet tættere mit mål med forløbet, men tillige har fået en smuk og værdifuld gave.
Jeg er 45 år, født og opvokset i en familie med tre søskende, som min mor havde med sig fra et tidligere ægteskab. Min mor er alkoholiker og pillemisbruger, og har været det fra hun var ganske ung. Det første, jeg egentlig husker fra min barndom, er det følelsesmæssige kaos, min mors misbrug gav mig. Ensomhed, frygt, skyld og skam begyndte sit indtog tidligt i mit liv. Jeg fik fra ganske lille at vide, at jeg var et uønsket barn, og at jeg var skyld i alle familiens problemer. Mit liv tog for alvor en skæv drejning en lillejuleaften, da jeg var 7 år. Da blev jeg første gang seksuelt misbrugt af min far og efterfølgende tævet til tavshed med en hundepisk. Dette var ikke et enkeltstående tilfælde, men skete en del gange de næste år frem. Ensomhed, frygt, skyld og skam satte for alvor ind i mit liv, og blev mine tro følgesvende i mange år fremover. Min skolegang var meget præget af det kaos jeg følte, og min indlæringsevne var det så som så med. Jeg var fysisk til stede, men mine tanker og følelser var andetsteds. Jeg var en dagdrømmer.
Når jeg havde skoleferie, blev jeg ofte sendt på ferie ved mine bedsteforældre, hvor jeg oplevede den omsorg og kærlighed, som mine forældre ikke var i stand til at give mig. Specielt når jeg var hos min mormor, oplevede jeg perioder med tryghed og ægte nærvær. Jeg husker, at hun ofte tog mig med i kirke. Her var der øjeblikke, hvor jeg oplevede en ro og dybfølt fred med mig selv. Jeg kan huske, at jeg hadede at skulle hjem fra ferien, hjem til kaos, smerte og håbløshed.
Da jeg var 13 år, stiftede jeg for første gang bekendtskab med alkohol. Der skete to ting; det første var, at jeg oplevede lindring for min følelsesmæssige smerte, blev mere frigjort og udadvendt, og pludselig fik jeg modet til at gøre nogle af de ting, jeg ellers kun drømte om, såsom at danse og tale med pigerne. Det var en fantastisk følelse. Det andet, der skete, var, at jeg bare måtte have meget mere af den enorme frihed som jeg oplevede, at alkoholen gav mig.
Denne førstegangsoplevelse med alkohol blev for mig starten på et mangeårigt misbrug af alkohol, piller og hård narko. Et misbrug, som blev til en afhængighed, jeg ikke ved egen hjælp kunne bryde med, og som påførte mig selv og en masse andre mennesker megen smerte, nederlag, sorg og ulykke, og som til sidst var ved at koste mig livet. Jeg forsøgte at bryde med min afhængighed ved at flytte rundt i landet, skifte arbejdspladser og kærester. Jeg blev endda gift og skilt to gange, satte 4 børn i verden i håb om, at det skulle befri mig fra det fængsel, min afhængighed havde sat mig i, men jeg blev mere og mere rædselsslagen og ulykkelig. Jeg forbandede mennesker omkring mig og i særdeleshed Gud. Nogle gange, når det så værst ud, sneg jeg mig alligevel ind i byens kirke, i håb om at genopleve den ro og fred, jeg havde oplevet som barn. Sjovt nok lykkedes det altid. Mit misbrug udviklede sig voldsomt og medførte to genoplivninger efter overdosis af heroin.
Det var først efter 28 års misbrug og min ældste datters selvmordsforsøg, at jeg blev klar over, hvor langt ud jeg var kommet. Jeg havde ingen penge til behandling, ingen mennesker der kunne hjælpe mig økonomisk, så det hele så sort ud for mig. Min sidste dag i helvede var d. 9. oktober 2006, jeg var fuldstændigt slået og mit menneskelige var nederlag fuldendt, da jeg tog mit sidste fix, og om aftenen gik til et møde i Anonyme Alkoholikere. Her mødte jeg et par helt fantastiske mennesker, som muligvis kunne hjælpe mig i behandling på en friplads, dog var der mange ting som skulle falde på plads, for at det kunne lykkes. Da jeg efter mødet kom hjem, faldt jeg på knæ og bad til den Gud, som jeg så mange gange havde forbandet. Jeg græd, jeg bad om, at hvis Han ville hjælpe mig, så var jeg klar til at lade Ham træde til med sin hjælp. Jeg havde ikke flere forbehold, men var parat til at overgive mig til Hans kærlighed og omsorg. Efter denne bøn til Gud blev mit liv aldrig det samme igen. Jeg sov denne nat som en nyfødt, og dagen efter kom jeg i behandling.
Jeg er i dag, ved Guds hjælp, ædru/clean på fjerde år og samarbejder på alle områder af mit liv med Gud. Vi samarbejder blandt andet i forskellige 12-trins programmer, hvor jeg ved Hans hjælp i dag har fået tilgivelse og har kunnet tilgive, blandt andre min far. Skyld og skam, frygt og ensomhed er stort set ude af mit liv. Jeg er i dag blevet gift med en helt fantastisk kristen pige, som også har valgt at arbejde med sig selv i forskellige 12-trins programmer. Det er en utrolig dejlig rejse, vi sammen er påbegyndt, og Gud er vores guide. Mit forhold til mine børn er bedre end nogen sinde, og jeg er i gang med en ny uddannelse. Jeg kan i dag takke Gud for, at Han satte mig fri og har hjulpet mig til at blive et helt menneske igen.
Det er dog min erfaring, at jeg stadig på daglig basis må arbejde med mine 12-trins programmer og dagligt overgive mit liv og min vilje til GUD. At jeg undervejs vil fejle mange gange, men samtidig vide, at Han vil tilgive mig undervejs, når blot jeg beder derom.
Når tingene ikke lykkedes for mig, faldt jeg ned i selvbebrejdelse og mindreværd. I sådanne perioder isolerede jeg mig og lod sjældent nogle komme ind bag facaden, som udadtil var smilende. Jeg havde ved flere lejligheder talt med personer, som havde gået gennem 12-trins processen, og selv om jeg kunne genkende noget af det de talte om, anså jeg ikke mig selv som en misbruger og var derfor ikke klar til at gå i gang. Da jeg fik talt med andre, som fortalte om, hvordan de havde arbejdet med uhensigtsmæssige karakteregenskaber, og at de havde haft det som at køre rundt i en rundkørsel og komme tilbage til det samme punkt igen og igen, så kunne jeg genkende mig selv.
Jeg indså, at mit mindreværd var skadeligt for mig selv og mine relationer, hvor jeg havde tendens til at blive anklagende og bebrejdende. Jeg var også meget følsom overfor andres kommentarer og indtog hurtigt en offerrolle i min måde at opfatte mig selv på. Derfor meldte jeg mig til kurset og gik i gang med processen. Det var spændende at gå i gang, og jeg oplevede at blive opmærksom på de mærkeligste episoder, som jeg måtte tage ansvar for. Det var primært i forhold til min tidligere kæreste, min bror og kolleger. Umiddelbart kunne jeg ikke se sammenhængen, men jeg skrev dem ned, og undervejs i forløbet kunne jeg begynde at se, hvordan de hang sammen med mit mindreværd.
Gruppeaftenerne, hvor vi delte om vore liv og refleksioner, gav mig et godt udbytte. Selvom det i starten virkede lidt kunstigt med den stramme struktur, er jeg undervejs kommet til at holde af den måde at arbejde på. Da jeg kom til bekendelsestrinet, virkede det lidt mærkeligt at sidde og tale til min vejleder om, hvordan mit manglende selvværd havde påvirket andre. Jeg mærkede ikke nogen særlig forskel efter denne samtale, men da vi kom frem til trin syv, hvor "vi ydmygt beder Gud om at fjerne alle vores karakterbrist", var der en person som bad for mig. Han fik et billede af, "at det var ligesom en harddisk, der blev slettet på computeren og noget helt nyt, der blev lagt ind". Dette billede tog jeg til mig og forventede, at der ville ske noget nyt.
I løbet af de næste par uger ventede jeg på det store gennembrud, men må indrømme, at jeg ikke oplevede den store forskel. Men på en gruppeaften, et stykke tid senere, kom jeg til at tænke på episoder fra de sidste uger, hvor jeg kunne se situationer i forhold til kollegaer, familie og venner, som tidligere ville have udløst mit mindreværd og uhensigtsmæssige reaktioner. Jeg indså, at jeg i alle situationer havde bevaret mig selv og reageret anderledes end tidligere - dette endda uden at have været bevist om det. Her blev jeg virkelig rørt og taknemmelig til Gud over, at de gamle sår var blevet lægt og at jeg var begyndt at gå en ny vej. Undervejs i min proces fandt jeg ud af, at utroskab overfor min tidligere kæreste havde medført en uheldig konsekvens i mine relationer til andre, mig selv og mit gudsforhold. Det er så blevet et tema, som jeg har arbejdet videre med i nogle nye omgange af 12-trins kurset. Herved har jeg kunnet konfrontere de stærke følelser af skam og skyld, som har ligget ubevidst i mit liv. Det har jeg kun kunnet gøre, efter at jeg har fået helbredelse ind over mit mindreværd.
12-trins kurset har medført, at jeg i dag bedre kan stå inde for mig selv, og at mine relationer med familie, kollegaer og venner er blevet væsentligt forbedret og mere autentiske. Men jeg ved også, at jeg stadig kun er på vej.
At være 12-trins kursist har ligget som en fjern mulighed i min bevidsthed. Efter gentagne opfordringer (fra min kone) tog jeg beslutningen. Jeg sagde lidt spagfærdigt, at jeg godt kunne tænke mig at være med. En begrundelse var at forbedre min sociale adfærd, at blive mere åben og udadvendt. En anden var, at jeg er 67 år og havde lyst til en mental forberedelse til den epoke, jeg befinder mig i- på vej ind i den 3. alder. Jeg havde den opfattelse, at det ville være godt at få ryddet op i livets bagage og at ændre fastlåste meninger og holdninger.
Jeg har haft en personlig tro på Gud i mange år og har ikke uopgjorte ting i mit liv. Alligevel havde jeg reaktions- og adfærdsmønstre, som jeg kunne mærke hæmmede mig og hverken var gavnlige for mig eller mine omgivelser, blandt andet behov for kontrol. Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente mig af mønsterbrydning efter 12-trins konceptet, men jeg må sige, at jeg er glædeligt overrasket. Jeg har altid været god til at se andres behov, vise omsorg og rådgive. På 12- trins kurset har det været mig og mine behov, jeg har måttet se i øjnene. Det har været både overraskende, hårdt, af og til skræmmende, men absolut virkningsfuldt og frigørende. Jeg har især oplevet en forandring i forbindelse med trin 3: "Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede ham". Jeg blev klar over, at jeg havde en blokering i forhold til min opfattelse af Gud som far. Billedet af min egen far, som havde svigtet mig, stod i vejen, så jeg havde problemer med at opleve Guds faderkærlighed og lægge min vilje over til Ham. Da jeg erkendte problemet og min egen magtesløshed, bad jeg om forbøn, og pludselig forstod jeg, at Gud er den far, som altid har elsket mig! Jeg kan stole på Ham, som aldrig vil svigte mig, og Hans vilje er god, også for mig. Jeg kan slippe kontrollen. Efter den oplevelse var det muligt for mig at gå videre til trin 4 og foretage selvransagelsen. Jeg behøvede ikke være bange, men kunne se på mit adfærdsmønster sammen med min himmelske far, samt indrømme mine fejl over for Ham og et andet menneske. Det har været en overraskende stor og dejlig oplevelse for mig at få den far, som jeg altid har savnet. Mentalt kan jeg tage Ham i hånden når som helst, gå en tur og tale med Ham om alt, hvad der ligger mig på hjerte og bede om Hans råd og vejledning. Det har givet mig en ny dimension af frihed og glæde. Dette her er ikke for tøsedrenge, eller for sjov. Uden overdrivelse har det været seriøst, dybdeborende og hjerteransagende.
Vi har siddet 10 mænd sammen i en gruppe gennem hele forløbet. Vi har talt ærligt om livet, vi har sørget over os selv og over hændelser i vore liv. Vi har fået et helt specielt fællesskab og kærlighed til hinanden. I perioder har det også lignet de mislykkedes fællesskab, men efterhånden som processen er skredet frem, har vi set nye veje, nye muligheder og nye, hele personligheder, der begyndte at vokse frem. Personligt oplever jeg at være mere fri og glad. Mere åben overfor min kone, familie og det sociale netværk. Er dette så alt? Jeg kan ikke fortælle det hele, der er endnu et langt stykke at gå, men en holdningsændring og et personlig opgør har fundet sted, og jeg oplever mig selv som en fornyet mand, der er på vej.
En måned inden jeg begyndte på 12-trin kurset, blev jeg deltidssygemeldt fra arbejde pga. en svær arbejdssituation, som udløste stresssymptomer. Det førte til et behov for at kigge nærmere på nogle af mine tanke- og handlingsmønstre.
Min opvækst har været præget af seksuelt og følelsesmæssigt misbrug. På den måde var mit hjem ustabilt at vokse op i, da jeg aldrig rigtigt kunne føle mig sikker i forhold til, hvordan stemningen og humøret i hjemmet var. Det blev en god dag, hvis min fars humør var godt og en dårlig dag, hvis hans humør var skidt. Stemningen i hjemmet kunne ændre sig i løbet af ganske kort tid. Jeg oplevede det som min pligt, så vidt muligt at bidrage til, at min far var i godt humør. Generelt følte jeg mig elsket, når jeg var "den søde pige", som opfyldte andre menneskers behov. Jeg oplevede, at jeg skulle være på en bestemt måde for at blive elsket. Desværre behandlede jeg som voksen mig selv på samme måde - jeg forlangte utroligt meget af mig selv og var meget kritisk og dømmende først og fremmest overfor mig selv og dernæst overfor andre.
De svære ting, som havde været i min barndom, havde jeg arbejdet med ad flere omgange, så jeg var rigtig træt af, at jeg skulle i gang igen. På mit første 12-trins kursus arbejdede jeg med mit store behov for at præstere og på den måde "bevise", at jeg var god nok og dermed værd at elske. Jeg vidste på forhånd, at jeg havde en tendens til at have mit selvværd i det, jeg gør, frem for den jeg er. 12-trins kurset hjalp mig til at se, at mange af mine valg i hverdagen var styret af trangen til, at andre mennesker skulle kunne lide mig og synes, at jeg var dygtig. Jeg lod som om, og havde egentlig også selv den opfattelse, at jeg havde styr på det hele - jeg var aktiv i en kirke, havde succes på mit arbejde og havde rigtig mange relationer.
Men sandheden var, at i mit forsøg på at leve op til mine egne krav og ambitioner, så gjorde jeg meget mere, end jeg havde ressourcer til. Jeg kørte mig selv for hårdt og havde svært ved at lytte til mine egne behov. Endvidere følte jeg et meget stort ansvar for andre mennesker og ville ubevidst gerne løse andres problemer. Især prioriterede jeg ofte andre menneskers behov og ønsker frem for mine egne. 12-trins kurset har lært mig at blive på min egen banehalvdel, da jeg kan lytte, dele erfaringer, styrker og håb, men jeg kan ikke løse andre menneskers personlige problemer.
Samtidig har jeg også meget svært ved at lade være at bekymre mig, så en af de ting, som jeg igen og igen må minde mig selv om, er at "give slip og overlade det til Gud". Tidligere i mit liv har jeg haft et stort behov for at have tingene under kontrol for på den måde at holde frygten i skak. Men nu er jeg blevet mere bevidst om, at jeg hverken kan eller skal kontrollere omstændighederne i mit liv.
Frygten var netop det tema, som jeg arbejdede med på mit andet 12-trins kursus. Jeg frygtede at blive afvist, såret, blive misbrugt igen og føle, at jeg ikke var værd at elske. For at undgå at komme i den situation havde jeg ubevidst en tro på, at hvis jeg bare gjorde nok og sørgede for hele tiden at yde mit optimale, så ville jeg ikke opleve de ting, som jeg frygtede. Derfor gik jeg meget langt for hele tiden at være perfekt, og det er virkelig hårdt arbejde. Ofte overskred jeg også mine egne grænser for, hvad jeg magtede at yde i kirken, arbejdsmæssigt og overfor mine venner/familie.
Disse mønstre har jeg erkendt, bekendt for mig selv, et andet menneske og Gud, hvilket sammen med de øvrige anbefalinger fra 12-trins kurset har hjulpet mig til at komme fri af mønstret. Jeg er nødt til at tilgive mig selv for, at jeg har behandlet mig selv ligeså dårligt, som mine forældre gjorde, hvilket har stjålet meget livsglæde og energi. Det er stadig en proces for mig at tage en dag ad gangen og tro på, at jeg er værd at elske, også når jeg ikke præsterer. Det betyder meget for mig, at jeg hver dag kan give dagen over til Gud, give slip og lade ham styre. Det giver ro i sindet. Sindsrobønnen er kommet til at betyde rigtig meget for mig - og ofte spørger jeg mig selv, om jeg kan gøre noget ved de ting, som jeg går og spekulerer på. Hvis jeg ikke kan det, så må jeg give slip og overlade det til Gud. Når jeg kan gøre noget ved det, så må jeg overveje mine handlemuligheder og så gøre det, som jeg tror, er rigtigt. Når beslutningen er taget, og handlingen er udført, så er jeg nødt til at stole på, at jeg har gjort det rigtige, så jeg ikke efterfølgende spekulerer og analyserer mine handlinger i stor stil.
Det var en overvindelse for mig at begynde på 12-trins kurset, men jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det. Bogen, gruppen, gruppelederne og snakken med min helbredelsespartner har gjort en afgørende positiv forskel i mit liv.