- en undervisningsserie baseret på 12-trinsprogrammet
Kurset forløber over 17 onsdage og starter med to introduktionsaftener.
En aften vil typisk forløbe som følger:
1815-1900 | Mad i Cafe Kant |
1900-1955 | Grupper |
1955-2000 | Kort pause |
2000-2045 | Speak om næste uges trin samt vidnesbyrd fra kursusdeltager |
2045-2100 | Mulighed for forbøn |
På hver kursusaften vil der være et speak omkring aftenens trin. Denne formidles af en person, som selv er i processen. Vi ønsker at formidle bibelske principper sammen med terapeutiske redskaber til at bruge trinene i praksis.
Kursusleder: Mette Due-Christensen
Undervisere er Pernille Christensen, Vibeke Frederiksen, Mette Due-Christensen.
Hver tringruppe har en gruppeleder som sørger for, at alle deltagerne er bekendt med retningslinier for gruppen, som indbefatter anonymitet, tavshedspligt samt at man ikke afbryder hinanden og ikke kommer med gode råd.
Gruppelederen sørger for at sætte processen i gang ved selv at være åben om sit liv, og herefter er der frihed til at tage ordet og tale om sig selv og for sig selv.
Åbne grupper; for deltagere som gerne vil videre med livet og arbejder med et specifikt adfærdsområde. Deltagere i åbne grupper kan arbejde med forskellige problematikker som f.eks. vrede, uærlighed, stolthed eller overdreven kontrollerende adfærd.
Specifikke grupper; for de som har et specifikt fælles problemområde. Vi har tidligere tilbudt følgende grupper:
Lavt selvværd
Voksne børn fra skilsmisseramte familier
Familiemedlemmer til alkohol eller medicinafhængige
Alkoholafhængighed
Incestramte
Betingelse for deltagelse er, at man respekterer tavshedspligten. Ingen udover ledelsen af kurset samt de som du er i gruppe med vil kende til gruppernes problemstilling. Ingen vil altså vide om du er i åben gruppe eller specifik gruppe.
Alle deltagere vil få tilbudt en støtteperson som vil fungere som en personlig kontaktperson gennem forløbet.
Før 5. trin afholdes en weekend som en del af forløbet. Weekenden fungerer som en retræte med fokus på at få gjort op, bekendt og renset ud. Prisen for weekenden er 450 kr.
Hver aften koster 65 kr. inklusiv mad og kaffe. Der betales ugentlig forud for næste gang. Første aften betales altså 130 kr. for både første og anden kursusaften. Kursusbogen "Velkommen til virkeligheden" bruges til gruppesamlingerne og skal købes i forbindelse med deltagelse i kurset. Bogen koster 200 kr. og kan købes til introduktionsaftenerne.
Tilmelding sker efter deltagelse på de to introduktionsaftener. De næste introduktionsaftener er onsdag d. 29. februar 2012 kl. 1900 i Kirken i Kulturcenteret, Drejervej 11-21, 2400 København NV. Introduktionsaftnerne er gratis og inkluderer ikke mad.
Den kristne selvhjælpgruppe er et fristed, hvor man kan identificere sig med andre og finde styrke til at udtrykke måske lang tids undertrykte følelser som vrede, sorg og smerte.
Det er begyndelsen på en livsforvandlende proces, som starter, når man vover at se ærligt på sig selv, og bliver villig til at følge de forslag, trinene giver, en dag ad gangen i sit eget tempo.
12 trinsprogrammet har sit udspring i AA (Anonyme Alkoholikere). Amerikaneren Bill Wilson oplevede at blive fri for sin afhængighed af alkohol, og beskrev hvordan det var muligt at forblive ædru gennem at følge de 12 trin. Han delte sine erfaringer med andre alkoholikere, og herigennem blev kendskabet til de 12 trin spredt verden over, og utallige mennesker har oplevet frihed, ikke bare fra afhængighed af alkohol, men også mange andre former for skadelig afhængighed af f.eks. stoffer, medicin, spil, sex m.m.